Dafnier

af

Biologilærer

Flemming Petersen


2. udgave. marts 1999. (1. udgaven publiceret i "Natur" i 1972, se litteraturliste)

+ metamorfose-animation (jan 2000)
+ tillæg 2003 og 2008


Indholdfortegnelse:

Indledning

Dafniens bygning og funktion

Formering og livscyklus

Levetid.

Planktondafnier

Planktondafniernes økologiske betydning (nyt afsnit, november 2003)

Bredzonens dafnier

Dammens dafnier

Marine dafnier

Fangst af dafnier.

Brug af dafnier.

Litteratur:


Indledning

Til indholdsfortegnelse

Selv om de fleste vel kender dafnierne, så er det ofte i forbindelse med fodring 
af akvariefisk og det giver jo ikke noget nærmere kendskab til dem, men de 
er virkelig et nærmere bekendtskab værd, idet de udgør en lille interessant 
krebsdyrgruppe.

Ved undersøgelser af de stillestående ferske vande vil man tit støde på flere 
af de ca. 70 arter, der findes i landet, men som på grund af deres ringe størrelse 
(dafnierne studeres lettest i et svagt forstyrrende mikroskop) ofte overses til 
fordel for større dyr.

For at lære dafnierne nærmere at kende kan man begynde med at se på 
bygningen af den slægt man kan købe hos akvarieforhandleren som levende 
foder, nemlig slægten Daphnia. Og har man først opnået en tilstrækkelig 
forstørrelse, så ses alle de vigtigste detaljer meget let, for dafnien er ganske 
gennemsigtig. Dafnierne horer til bladføddernes gruppe inden for småkrebsene, 
og som navnet siger, har de nogle poseformede bladlignende fødder eller ben, 
se tegning.

De er beslægtede med vårkrebs, damrokker og Artemia (som akvaristerne 
også kender), der også har bladfødder endda i stort antal, men dafnierne har 
i modsætning til disse reduceret deres lemmeantal til kun 4-6 par. På figuren 
af almindelig dafnien, Daphnia pulex ses f.eks. at denne art har 5 par lemmer.

For nyligt er der fremsat en teori om at bladfødderne - og herunder dafnierne
- er en søstergruppe til insekterne (Glenner, H. m.fl. 2006 og Larsen, H. 2006).
Ifølge denne teori er nogle havlevende krebsdyr vandret ind i ferskvand.
Her har de, for mere end 410 millioner år siden,
udviklet sig til bladfødderne, der er forblevet i ferskvand
og hexapoderne - herunder insekterne.
Insekterne vandrede op på land da klimaet blev tørt
og deres ferskvandmiljøer udtørrede.
At de ikke gik tilbage til havet forklares ved
at deres fødenicher her var optaget af krebsdyr.
At dafnierne forblev i ferskvand kan forklares ved
at de er i stand til at overleve udtørring ved at udvikle hvileæg.
Artemia er dog sekundært vendt tilbage til saltvand.
Teorien støttes af fossiler - eller snarere manglende fossiler i havet,
samt nye genetiske studier, der viser ligheder i generne,
der udvikler forkroppen hos de to søstergrupper (Hox-generne).

Til indholdsfortegnelse


Dafniens bygning og funktion.

Tabel.1 Navne på flere sprog.
Klik på den virtuelle dafnie for flere detaljer!
dafnie=(vannloppe/no)=waterflea/eng.=Wasserflöhe/ty.
2.antennepar=second antenna(antenna) pair/eng.=2. Antenne/ty.
sammensat øje
=(øye/no)= composite eye/eng.=Komplexaugen/ty.
fordøjelseskirtel
=enzyme gland or sæca/eng.=Leberhörnchen/ty.
mandibel(kæbe)=mandible(jaw)/eng.=Oberkiefer/ty.
hjerte=heart/eng.=Herz/ty.
tarm=stomach/eng.=Oesophagus+Mitteldarm+Enddarm/ty.
æggestok/ovarie=(eggstokk/no)=ovary/eng.=Eierstöck/ty.
rugehule=brood-sac/eng.=Brutraumes/ty.
æg=egg/eng.=Eier/ty.
dorsaltap=rudder bristle or. abdominal process (spur)/eng.=/ty.
valvetorn(skaltorn)/spina=(spyd/no)=shell-spine/eng.=Stachel/ty.
hjerneganglie=brain ganglion/eng.=Ganglie/ty.
naupliusøje
=nauplius eye or eye-spot(ocellus)/eng. =Beckerauge/ty. 
1.antenne=first antenna(antennula)/eng.=Erste Antenne/ty.
overlæbe/epistom=upper lip/eng.=Oberlippe/ty.
1.-5. par lemmer/bladfødder=(føtter/no)= legs or phyllopods/eng.
       = Rumpfextremitäten/ty.
valve/skald/carapax=(skall/no)=carapax shell or
        valve/eng.=Schale/Karapax/ty.
bagkropsklør/furkalkløer=furca claws/eng.=Endkrallen/ty.
gat=anus/eng.=/ty.
bagkrop=postabdomen(tail)/eng.=Hinterleib/ty.

Figur. Bygningen af stor dafnie, Daphnia magna. (FP/1972)


Da dafnien bevæger sig ved hjælp af antennerne, behøver den ikke at bruge 
lemmerne til bevægelse. I stedet er benene omdannet til at fungere som 
et filter- eller siapparat. På dem sidder fine sihår, som vandet filtreres 
igennem. Dette foregår ved at lemmerne hele tiden bevæges frem og tilbage, 
idet der derved dannes et tryk, som presser vandet ud gennem sihårene. 
Når vandet passerer ud gennem hårene, bliver mindre partikler, som svæver 
omkring i vandet, holdt tilbage. De føres op til munden og udgør dafniens føde. 
Størstedelen af disse partikler er mikroskopiske, encellede alger. Nogle 
dafnier kan også filtrerer bakterier fra vandet.

 
Figur. Dafnielem.

Klik på den virtuelle dafnie for flere detaljer!

At ernære sig ved at filtrere små alger fra vandet er en uhyre almindelig leve 
vej for vanddyr. Det er nemlig sådan, at i søer er det ikke nogen fordel for 
planterne at være store og oprette. Det er en større fordel at være lille og 
encellet og svæve frit rundt i vandmasserne, så at både lyset og de næringssalte, 
der er opløst i vandet . er så let tilgængelige som muligt. Derfor forekommer 
hovedparten af søens "planter' i form af encellede plankton-organismer, 
og derfor er den rolle, som på landjorden er besat med "planteædere", 
overtaget af "filtratorer" i søvandet, altså af dyr, der har udviklet forskellige 
filtreringsapparater sådan som børsterne på dafniens ben.

Noget af det mest fremtrædende på dafnien er tarmkanalen, der som et 
simpelt rør går igennem dyrets 3 afsnit: hoved, krop og bagkrop.

På hovedet ses det meget store 2. par antenner, som er dafniens 
bevægelsesorganer. Ved at slå kraftigt med dem hele tiden holder den- 
sig svævende i vandet. For at kunne virke bedre er antennerne besat med 
store svømmebørster. Dafnien har to forskellige øjne: et lille punkt. øje 
(naupliusøje) og et stort sammensat øje.

Hos andre krebsdyr finder man 2 sammensatte øjne, men hos dafnierne 
er de to øjne smeltet sammen til et. Det sammensatte øje består af en masse 
små linser som også er tydelige. Bag øjnene sidder hjernen som en grå masse 
og sender nerver til øjnene og resten af kroppen. Hjertet sidder på 'ryggen' 
af dafnien og pumper med hurtig puls (tælles tydeligt! ) det farveløse blod 
rundt i hele dyret. Blodet flyder frit omkring imellem organerne og bader dem, 
dafnien har altså ikke blodårer, som vi f.eks. har. Hvis dafnierne lever i vand 
med rigeligt oxygen har de ikke hæmoglobin og er farveløse. Men i en del 
næringsrige vandhuller hvor det er en kraftig nedbrydning af organisk materiale, 
kan der blive oxygenmangel (iltsvind). Da begynder dafnierne at producere 
hæmoglobin, og i mikroskop kan man se at de bliver røde.

På hver side af kroppen har dafnien en skalklap. De to klapper omgiver hele 
kroppen og kaldes for valverne og har ofte et karakteristisk mønster.

Dafnierne har et spyd ( valvetorn, skaltorn) på bagkroppen som de kan 
bruge til at forsvare sig med. Hvis de føler sig trygge, er spyddet ganske kort. 
Et morsomt forsøg er at tilsætte lidt akvarievand til et lille glas med dafnier. 
Dette gør at dafnierne tror der er fisk i nærheden som vil spise dem og 
spydet vil begynde at vokse.

Skalklapperne omgiver også en rugehule på ryggen af dyret, hvori æggene 
lægges, og ungerne udvikles her til de ligner de voksne, blot er de meget 
mindre, før de kommer fri.

Indholdfortegnelse


Formering og livscyklus.
Figur. Livscyklus hos stor dafnie, Daphnia magna. (FP/1972)


Dafniernes formering er interessant, idet den er heterogenetisk, d. v. s. 
at i en periode findes kun hunner og ingen hanner. Hunnerne får altså 
unger uden befrugtning, ved jomfrufødsel (parthenogenetisk) (A).

Ved denne formeringsmåde dannes fra en til flere generationer, indtil 
der i en anden periode pludselig opstår en stresstilstand (B), hvor hunnerne 
kun har få æg i rugehulen p. g. a. overbefolkning (ses også i kulturglas 
af dafnier), forurening, fødemangel, udtørring eller tilfrysning af vandet. 

Tabellen nedenfor viser hvordan dafnierne kan variere mellem kønnet og ukønnet formering.

Tabel 2. Miljøbetingelser for fremkomsten af ukønnet og kønnet formering. 

Gode abiotiske betingelser Dårlige abiotiske betingelser f.eks. efterår
Diploid hun (2n) lægger ubefrugtede, diploide æg som klækker til nye diploide hunner. Dette kaldes partenogenese.

Hunnerne lægger haploide æg (n) inde i rugehulen.
  1. Nogle æg bliver ikke befrugtet, de falder ud af rugehulen og bliver udviklet til en haploid han.
  2. Nogle æg bliver befrugtet af en haploid han (indre befrugtning) og den diploide zygote danner et hvileæg.
Hvileægget ligger i dvale til de abiotiske faktorene bliver bedre, f.eks. om foråret.

 
transpix.gif (42 bytes)Tabel 3.
Tabellen nedenfor viser at når der er en dårlig vandkvalitet, fødemangel og kort daglængde, begynder næsten  halvdelen af dafnierne at formere sig kønnet.
Vandkvalitet Fødemængde Daglængde Kønnet formering (%)
Høj Meget Lang 0
Høj Meget Kort 0
Høj Lidt Lang 0
Høj Lidt Kort 0
Lav Meget Lang 0
Lav Meget Kort 0
Lav Lidt Lang 0
Lav Lidt Kort 44

Ud af de få æg, der dannes kommer der både hunner og hanner (D). 
De opståede hanner er mindre end hunnerne og det første par ben er 
omdannet til et gribeorgan, som bruges når han klamrer sig fast til hunnen 
under parringen. Hunnen bliver først nu befrugtet som normalt hos dyr.

Den befrugtede hun (E) lægger kun to tykskallede hvileæg (latensæg), der er 
omgivet af en tyk skal og yderligere er pakket ind i hendes afskudte 
fortykkede hud. Alt dette har til formål, at æggene skal være modstandsdygtige 
over for strenge tider og arten således overlevelsesdygtig.

Pakken med æggene kaldes et ephippium (F). Når gode tider vender tilbage, 
dukker hunner ud af ephippierne, og de lægger nu en masse tyndskallede æg 
ved jomfrufødsel. I løbet af kort tid er søen igen fuld af dafnier og livscyklen 
begynder forfra (A-B-C-D-E-F-A).

Der findes imidlertid dafnier i de store søer (f. eks. Furesøen), som næsten 
aldrig lægger æg, der bliver til hanner. Hannerne er heller ikke nødvendige 
for store søer kan jo ikke tørre ud og de bundfryser aldrig.

Derfor behøver disse former ikke ephippierne, som kun kan dannes med 
hannernes hjælp.

Eksempler på sådanne acykliske (uden cyklus) dafnieformer er dafnierne 
i de store søers frie vandmasser. De er tilpasset et liv som evigt svævende 
dyreplankton.

Til Indholdfortegnelse
 


Levetid


Udviklingstiderne for de forskellige stadier i dafniernes liv er først og fremmest
afhængige af temperaturen. Da de er vekselvarme (ektoteme) følger deres
kropstemperatur vandets temperatur. Udviklingstiderne forøges på en ikke
lineær måde samtidigt med en stigning i  med temperaturen, således at en lav
temperatur giver en langsom udviklingstid, de udvikler sig hurtigt ved høj temperatur.
Fødemængden er også en vigtig faktor for udviklingstiden, således at man ikke
umiddelbart kan sammenligne laboratoriedata mad hinanden, hvis forsøgsdyrene
ikke har haft samme adgang til føde.

I naturen tager det et dafnieæg en lille uges tid  (4-6 dage) at udvikle sig.
Ægget udvikler sig gennem flere stadier (6) til en lille dafnie i første stadie (hudskifte).
 

Tabel 4. Den gennemsnitlige udviklingstid  laboratoriet inddelt efter fem udviklingsstadier.
              Data og billeder efter Sandsted (2006)

Ægstadie

  Udviklingstid i timer (gennemsnit af 4 klonen)
1 (æg) - 2 22
2 (Blastopore) - 3   13
3 - 4   8
4 - 5   11
5 - 6 20
I alt   74 = 3 døgn.
 
Fuldt udviklet, dvs. kønsmoden, er dafnier allerede ca. en uge efter
at den er færdigudviklet fra ægget og frigjort fra rugehulen.
Den unge, ikke kønsmodne dafnie, gennemgår mindst 4 hudskiftestadier
(J1,J2, J3 og J4;  J=juvenil, unge) og forøger hver gang sin størrelse,
før den er nået til det kønsmodne stadie (A1) i løbet af 6-12 dage.
Dvs. at fra at dafnien bliver lagt som æg i moderens rugehule, 
til den selv lægger et æg i rugehulen (generationstiden) går der ca. 2 uger.
 
Det kræver dog optimale føde, temperatur, plads og miljøforhold.
Dette kan nemt opfyldes i små akvarier i laboratoriet.
 
Der er mindre variationer i generationstiden mellem forskellige arter af dafnier.
F.eks. er levealderen hos den bundlevende Monospilus) kun 15 dage.


Efter kønsmodningen (A1) skifter den hud mindst et par gange til og
bliver større for hvert hudskifte (A2 til A3; A=adult, voksen).
Antallet af æg i rugehulen kan stige med den øgede størrelse,
men er også afhængig af ernæringstilstanden, så man kan benytte
kuldstørrelsen til at vurdere den effektive fødemængde.
Hvert stadie tager godt en uge, så alt i alt skal du regne med en måned
for at en dafnie når frem til det helt modne stadie, lige før den dør.
I naturen er generationstiden om vinteren flere måneder,
hvis de overvintre som voksne.
Normalt er den maksimale levealder 3-4 måneder som vist i tabel 5.

 

Tabel 5. Levealderen for Daphnia mendotae ved forskellige temperaturer

Efter Frey i Dumont and Negrea (2002)

Temperatur i grader Celsius

Levetid i dage

11

150

20

60-80

25

30

 

Dafniernes hvileæg, i ephippier, kan overleve i over 50 år i tørret mudder.
Dog er det ikke alle hvileæg der overlever så længe, da antallet af overlevende
hvileæg hele tiden falder.

Til Indholdfortegnelse
 


Planktondafnier.

Almindelige er de glasklare hjælmdafnie, Daphnia cucullata og hættedafnie,  
Daphnia galeata
. De forekommer i uhyre mængder om sommeren, mens 
de om vinteren er fåtallige. Om sommeren får de en hjælmformet forlængelse 
på hovedet og en længere torn på det bageste af skjoldet. Om efteråret 
forsvinder disse forlængelser igen. Dette fænomen kendes også hos mange 
andre planktonorganismer og kaldes cyklomorfose (cyklisk ændring i legemsform). 
Hos hættedafnien i Esrom Sø træffes der i løbet af sommeren to populationer 
samtidigt, en med og en uden hætte.

Man ved at disse torne og udvækster beskytter dem mod fjender idet de 
virker større for rovdyrene.

 
Hættedafnie, Daphnia galeata. Årstidsvariation (cyklomorfose) i variationen hos hjælmdafnie, Dafnia cucullata.
Langtornet dafnie, Daphnia longispina Stor dafnie, Daphnia magna.
Næse-prikdafnie, Ceriodaphnia pulchella Almindelig vandhindedafnie, Scapholeberis mucronata,
. Almindelig dovendafnie, Simocephalus vetulus
Figur. Dafnier af familien af typiske dafnier, DAPHNIIDAE. 5. par forskellige lemmer. 4+5 svømmebørster på hver antenne. 2 fordøjelseskirtler. Tarmen uden slynge.


Af andre dafnier i planktonet findes svævedafnie, Diaphanosoma brachyura
der har samme vægtfylde som vandet og derfor svæver lige så godt med hovedet 
nedad som opad. Det er altså den dafnie, der er nået længst i tilpasningen 
som planktonorganisme.

Krystaldafnie, Sida crystallina Svævedafnie, Diaphanosoma brachyura.
Figur. De viste dafnier hører til familien krystaldafnier, SIDIDAE. 
Legemsformen er langstrakt. 6 par ensbyggede lemmer. Mange svømmebørster. 
Uden fordøjelseskirtler.

Stor snabeldafnie, Bosmina coregoni er en lille dafnie der har nogle meget 
lange første par antenner, mens de øvrige dafnier har første antennepar korte.

I planktonet træffes også rovdafnien, sø-langhaledafnie, Bythothrephes longimanus  
(longimanus betyder: med den lange hånd) som med sine pansrede og tornede 
ben fanger andre dafnier og vandlopper. Bagkroppen er forlænget til en lang 
styrepind og skjoldet omgiver kun rugehulen. Når de voksne skifter hud, 
bliver huden på styrepinden siddende med 2 torne forrest, så man kan se, 
hvor mange gange den har skiftet hud. Den afbildede B. longimanus 
skal til sit 3. hudskifte.

 
Sø-langhaledafnie

Bythotrephes longimanus

 

Almindelig langhaledafnie.

Polyphemus pediculus

 

Hav-dafnien, Podon Hav-dafnien, Evadne
Figur. Rovdafnier, POLYPHEMIDAE: Skalklapper (valver) dækker kun rugehulen. 4 par skeletlemmer. Rovdyr.

Også en anden rovdafnie, nemlig glasdafnien, Leptodora kiindtii, der 
henregnes til sin egen primitive familie LEPTODORIDA, glasdafnier, 
idet der ud af dens æg kommer en naupliuslarve som hos andre krebsdyr. 
Dyret er langstrakt og glasagtigt. Den ernærer sig af småkrebs (dafnier 
og vandlopper). Den er svær at opdage af sine fiske-fjender pga. dens 
gennemsigtige krop og dens døgnvandringer væk fra de vandlag hvor 
fiskene opholder sig.
Glasdafnie, Leptodora kindti.
Figur. Glasdafniefamilien, LEPTODORIDAE. Langstrakt krop. 10 mm. 6 par engrenede lemmer. Rovdyr.

De såkaldte monocykliske dafnier er former, der lever i små søer, 
som fryser til om vinteren, og de må derfor have en periode med hanner, 
for de kan kun overleve vinterens kulde som hårdføre hvileæg (ephippier). 
Til denne gruppe hører de fleste dafnier, og de findes mellem mange 
søers planter.

Til Indholdfortegnelse

Planktondafniernes økologiske betydning

Dafniers formering i søerne er afhængig af temperaturen og mængden af føde.
Med sommervarme og rigelig føde er deres generationstid på ca. 2 uger.
Dafnierne lever af planteplankton, især de små algearter, samt bakterier. 
Dafnierne er således med til at holde algevæksten i skak. 
Hvis søen bliver næringsrig, kan der komme mange  "skidtfisk
dvs. skaller, karusse, brasen mv. i søen, der spiser dafnier. Når dafnierne er spist, 
vil algerne kunne vokse uhæmmet, og søen bliver grøn. Når de mange alger dør 
og falder til bunds kan der opstå iltmangel (iltsvind) ved bunden. Dette sker når bakterierne 
nedbryder de døde alger og bruger ilt ved bunden til deres respiration (ånding). 
Kommuner, der tager sig af de større søer, vil i sådan en situation kunne indfange 
skidtfiskene med net og udsætte rovfisk (f.eks. aborre, geder og ørreder), 
der kan holde skidtfiskebestanden nede. En reduceret skidtfiskebestand 
vil lette presset på dafnierne, der igen vil formere sig og græsse på algerne. 
Og søen kan blive klarvandet igen. Dette kaldes biomanipulation.
Hvis bunden indeholder store mængder fosfat, et næringssalt,  kan det dog også 
være nødvendigt at rense dette op, før søen bliver ren igen.

Til Indholdfortegnelse


Bredzonens dafnier.

På selve planterne findes den krystalglinsende krystaldafnie, Sida crystallina
Den sidder ofte fastklæbet under åkandeblade v. h. a. et klæbeorgan i nakken. 
Men den sidder dog ikke mere fast end at den hurtigt kan svømme væk, 
hvis man forstyrrer den.

 
Almindelig kæmpedafnie, Eurycercus lammellatus Kugledafnie, Chydorus.
Figur. Næb- og kugledafnier, CHYDORIDAE: Bundformer med små antenner med 3 led i hver gren. Skalklapperne mørkfarvede. Den største dafniefamilie.

Almindelig kæmpedafnie, Eurycercus lammellatus kendes let på dens 
kraftige bagkrop med hundrede små torne. Bagkroppen bruger den til 
at sætte af med fra underlaget. Den lever på selve bunden mellem planterne 
og er en af vore største dafnier.

Langtornet dafnie, Daphnia longispina findes også i små søer, men har 
da ingen hætte på som dens artsfæller fra planktonet.

Næse-prikdafnie, Ceriodaphnia pulchella findes, hvor der er en åben 
plet i søbreddens vegetation, i små flokke. Den er lille og næsten kuglerund.

En sjov dafnie er almindelig vandhindedafnie, Scapholeberis mucronata
på Skalklappernes bugrand har den nemlig vandskyende hår, der sidder 
ud til siderne. Den er derfor i stand til at svømme rundt hængende i 
vandoverfladehinden med ryggen nedad og samle den føde sammen 
som findes lige i vandoverfladen - føde, som andre dafnier har svært 
ved at få fat på. Den findes ofte sammen med et helt andet dyr, en 
muslingekrebs, der lever på nøjagtig samme måde.

 
Stor snabeldafnie, Bosmina coregoni
Figur. Hos familien Snabeldafnier, BOSMINIDAE er 1. par antenner meget lange.
 

I de små søer findes der selvfølgelig også en rovdafnie: almindelig langhaledafnie, 
Polyphemus pediculus
. Den har et meget stort øje, så den let kan se de 
andre dafnier og gribe dem. Polyphemus er interessant derved, at den har 
en kirtel i rugehulen, som udskiller en næringsholdig væske til ungerne. 
Den danner ikke ephippier, men hvileæggene har en tyk, brun skal og 
uden om denne igen et lag klæbende gele, så de alligevel er godt beskyttede.

De næringsfattige og sure søer, som især forekommer i Jylland, har deres 
helt specielle arter. Et eksempel er slægten højmosedafnie, Acantholeberis
der findes i næringsfattige søer.

 
Højmosedafnie, Acantholeberis,
Figur. Familien Bunddafnier, MACROTHRICIDAE: 5-6 par lemmer. 8-10 svømmebørster. 1. antenne er stor og kølleformet. En sjælden, sydlig familie.


Til Indholdsfortegnelse


Dammens dafnier.

I små vandhuller er der to perioder om året, hvor miljøet er ugunstigt, 
nemlig om vinteren, når vandet fryser, og om sommeren, når vandet tørrer 
ud. Heri findes dicykliske former med to seksualperioder, hvor hanner 
fremkommer før sommertørken og én før vinterkulden. I det tørre 
mudder og frosne vand finder man således kun dafnier som ephippier.

Almindelig dafnie, Daphnia pulex og stor dafnie, Daphnia magna
som ligner hinanden meget, er almindelige sådanne steder. Det er disse 
to, man oftest kan købe, og de er også nemme at holde i kultur. 
De kan være så almindelige, at vandet farves helt rødt af dem, selv 
om de næsten er gennemsigtige hver for sig. Den røde farve stammer 
fra deres fedt. De kan også findes i større vande. D. magna er den 
største i Daphnia-slægten og kan have helt op til 70 æg i rugehulen. 
Rugehulen begrænses nedadtil af hudlapper, der ikke fungerer som 
lukkemekanisme, men som ventilationsapparat, idet de vifter friskt 
vand hen over æggene, når kroppen og dermed lapperne bevæges. 
Den store dafnie lever overvejende af bakterier, idet filterhårene kun 
har en afstand på 1/1000 mm, dvs. lidt mindre end en bakteries bredde.

Kugledafnier, Chydorus er en af slægterne i en meget stor familie, 
hvis arter er sværere at skelne fra hinanden og som også forekommer 
i småvande bevægende sig rundt på planterne. 
Almindelig kugledafnie, Chydorus sphaericus, er en meget hyppig art. 
Har blandt sine fjender fiskeyngel, fx den mindste geddeyngel.

En almindelig dafnie er almindelig dovendafnie, Simocephalus vetulus
der sidder stille på planterne fæstnet med svømmebørsterne, mens 
benene bevæges uafbrudt for at samle føde sammen. 
Smågedder tager gerne denne dafnie som bytte.

Til Indholdsfortegnelse.


Marine dafnier.

Som det fremgår af det ovenstående findes de fleste dafnier i ferskvand, 
men nogle få forekommer dog også i brak- og saltvand som dyreplankton. 
Det drejer sig herhjemme om to slægter af rovdafnier, havdafnierne, 
Podon
og Evadne, og en nær slægtning til almindelige snabeldafnie, 
Bosmina longispina fra de store søer, "hav"-snabeldafnie, Bosmina 
longispina maritima
. De ligner hinanden meget.

Til indholdsfortegnelse


Fangst af dafnier.

Hvordan får du så fat i nogle dafnier? Da dafnierne findes i de fleste 
stillestående vande er det såre let. Du går blot ned til det nærmeste 
vandhul med et planktonnet på en stang og fisker lidt mellem planterne, 
så vil der uden tvivl være gevinst.

Den bedste tid er midt på sommeren, da er der flest individer. 
Plankton-dafnier fanges lettest fra båd. Når man er kommet hjem med 
materialet hældes fangsten ud i en hvid bakke og man kan så suge 
dafnierne op med en pipette, lægge dem under et mikroskop, og se 
nærmere på dem. Bestemmelsen kan ske ved hjælp af bøgerne i litteraturlisten 
eller nøglen her på hjemmesiden.

 
Figur. Skitsen viser størrelsesforholdene for nogle af de omtalte dafnier. 
De er fra 1/4 til 15 mm. store. Størrelsen er sammenlignet med svovlet på 
en tændstik. (FP/1972)

Forsøg med dafnier

Dafnier bruges til at teste for giftige stoffer.
Dafnier er følsomme for giftstoffer i vand. Man kan for eksempel putte 
nogle individer i et lille glas med vand og så tilsætte vand der ønskes testet, 
for eksempel vand fra bække, udslip etc. i lokalmiljøet. Ønskes en mere 
omhyggelig test kan man lave en såkaldt LC50 analyse. Ved denne test 
findes den koncentration af et stof opløst i vand, der slår 50% af dafnierne 
ihjel. En sådan test er beskrevet på her.

Til indholdsfortegnelse.


Litteratur:

Conda, Ana  Daphnia- det ideelle forsøgsdyr i: Hvirvelløse dyr. Etologiske og økologiske øvelser. Kaskelot 1980
Danmarks Natur
: De ferske vande. Bd.5. 1969 (Pol.)
Dumont, Henri J. and Negrea, Stefan V.
Introduction to the class Brachiopoda.
       
Guides to the Identification of the Microinvertebrates of the Continental Waters of the World. Vol 19.Baackhuys
Glenner, Henrik et.al.
The Origin of Insects.Science 22 December 2006. Vol 314. no. 5807, pp 1883-1884.
Gjærevoll, Hekskestad og  Sletbakk
5.14 Dafnier (vannlopper) netside til den nye norske biologibog  BIOS 2BI. http://www.cappelen.no/fp-cuv/bios/utfyllende_stoff/5_dyr_form_og_funksjon.htm (virker figuren bekendt?)
Herbst, Hans Volkmar : Blattfusskrebse. (Kosmos 1962) (Tysk nogle)
Jensen, Frank:
Gedden. Natur og Museum nr. 3 Sept. 2003.
Larsen, Henrik.
Danskere bag ny teori om insekters opståen. Politiken 26/12-2006, s. 4.
Madsen,
Bent Lauge . Derfor skifter dafnier udseende. Naturens Verden 1987 s 146-152 (Rhodos)
Mandahl-Barth, C.
: Hvad finder jeg i sø og å. (Pol.)
Petersen, Flemming
. Dafnier. Natur nr 2 , 14. årgang. 1973 s 45-52. (1. udgaven af artiklen)
Petersen, Flemming
. Lav en sigteketsjer. Natur nr 2 , 23. årgang. 1982 s 12. (skal forsynes med stofnet i stedet for metalnet!)
Petersen, Flemming
. Populations dynamics and production of Daphnia galeata (Crustacea, Cladocera) in Lake Esrom.
         Holarctic Ecology 6 (1983) s. 285-294.
Petersen, Flemming:
Kultur af Stor dafnie (Daphnia magna) En "evig" kultur af et spændende forsøgsdyr.Kaskelot ps Maj 2/1999 s. 36-38.
Petersen, Flemming and Manuel Carlos
. A Review of Zooplankton in the Philippine Lakes. Fish. Res. J. Philipp. 9 (1984) no. 1-2. s. 56-64
Røen, Ulrik I.
. Gællefødder og karpelus. Danmarks Fauna bd. 85. (Dansk Naturhistorisk Forening København 1995)
Sand-Jensen, Kaj
. Den hjælmklædte dafnie og den bitre radise. Aktuel Naturvidenskab 4/1999 s. 19-21
Sandsted, Jette V. Klonale variationer hos D. magna. Cyanotoksiners akkumulation og effekten af cyanotoksiner på embryonudvikling.
         Specialerapport Ferskvandsbiologisk Laboratorium Københavns Universitet, 2006
Scourfield, D. J. & Harding
, J. P. 1966: A Key to the British Species of Freshwater Cladocera. (Freshwater Biological Association, Scient. Publ. 5. )
Wesenberg-Lund, C.
: Danske søers og dammes dyriske plankton. 1952. (side 119 om planktondafnier) (E. Munksgård)
Wesenberg-Lund, C.
: Ferskvandsfaunaen biologisk belyst. 1937 Bind II s. 436-493 Gyldendal
Wesenberg-Lund, C.
: Danske søers og dammes dyriske plankton. 1952. (side 119 om planktondafnier) (E. Munksgård)
Whiteside. M. C.
Danish Chydorid Cladocera. Ecol. Monogr. 40

 


opdateret 26 december 2006